Alting er ubestandigt



Årstiderne skifter og børn vokser op. Frø spirer, frugter modnes, solen står op. Ja, alting forandrer sig. Der er også den anden side af ubestandigheden. Grønsagerne bliver gamle, når de ligger for længe og tilsidst smides ud. Rynker viser sig langsomt men sikkert.

Der er brug for briller, høreapparat, og til sidst måske en rollator. Det er ikke nødvendigvis en fornøjelig tanke at forestille sig sin egen eller at en anden man holder af på vej til at dø. Men hvem slipper udenom? Det er uundgåeligt. En menneskekrop forgår. Den har en udløbsdato – som vi ikke kender. Der er umådeligt meget ængstelse forbundet med denne tanke.

Kroppen forgår det er sikkert og vist. Men hvad med bevidsthed? Er bevidsthed også noget der forgår? Vi bør acceptere at det biologiske legeme forgår. Det kan udsættes, men ikke undgås. Der er ro at finde i denne accept. Tilværelsens virkelighed giver plads til en indre selvsikkerhed som ikke kan købes for penge.